Huskeliste over babyudstyr – Er du klar til baby?

Det kan som kommende førstegangs forældre være en jungle med bleer og babyudstyr. Det kan være svært at finde ud af, hvad man skal købe. Dette gælder både inden baby bliver født, samt efter fødslen. Vi guider dig til, hvad der er uundværligt til baby, så I alle kan få en behagelig start. Huskelisten med babyudstyr indeholder det der er vigtig for at blive klar til baby. Måske er det ikke alt på indkøbslisten, som er vigtig for netop jeres situation, hvilket I selvfølgelig bare springer over. Det kan også være vi har glemt noget på udstyrslisten, så skal I være velkommen til at skrive en kommentar nederst. Måske vi og kommende forældre bliver klogere på, hvad der er vigtigt babyudstyr at købe inden fødslen.

Pusleudstyr til baby

Lad os starte med pusleudstyr til baby. Pusleudstyr omfatter meget forskelligt til den daglige hygiejne hos baby. For det første er det vigtigt at have et sted, hvor du kan skifte babyens ble. De fleste køber et puslebord, så baby kommer op i en god højde, når den skal skiftes. Det er mange gange om dagen, at baby skal skiftes, så det er vigtigt, at man som forældre står godt, når arbejdet skal udføres. Overvej om der er plads til puslebordet på badeværelset. I længden er det rart, at der er rindende vand, når du skal tørre baby. Ellers skal du også ud og investere i en balje til vand.


For at baby skal ligge godt, så er puslepuden selvfølgelig et vigtigt element. Puslepuder kan findes i mange forskellige kvaliteter, men vi tillader os at anbefale puslepuden fra Layette. Den er i super god kvalitet, og du får den til en god pris. Selvom puslepuden er let at tørre af, så kan det være en god idé at lægge en stofble på puslepuden. Puslepuder kan nemlig godt føles kolde for små babyer. Det er også nemmere, hvis barnenet har et lille uheld. Ved puslebordet er det en god ide at placere en blespand, gerne sådan en som slutter tæt. Babyens afføring kan godt lugte fælt, især når de bliver ældre. Det er også en god ide at placere vaskeklude, vaskesvampe og vådservietter tæt på puslebordet, da det skal bruges til bleskiftet. Du kan evt. købe en opbevaringskurv til klude og den salgs.


Hurtigt nævnte vi stofbleer før. Stofbleer kræver faktisk lidt mere opmærksomhed, da man aldrig skal undervurdere den krævede mængde af stofbleer. Man kan aldrig få for mange, da de både bruges under bleskiftet samt under amning. Til en start, så vil vi anbefale at købe mellem 15 og 20, gerne i forskellige farver, så du kan kende forskel på dem du bruger til skift af ble og til amning.


Det er klogt at købe bleer inden baby bliver født, så I har lidt at starte på. Køb gerne lidt forskellige størrelser, I ved ikke hvor stor baby er, når den bliver født. Derfor skal I heller ikke købe for mange, men det er alligevel rart at have dem til den første tid, så I ikke skal skynde jer ned i det lokale supermarked med det samme baby kommer til verden. I kan også vælge at få leveret bleerne til døren, så er I fri for at slæbe bleerne hjem fra supermarkedet. Læs mere om bleer på abonnement her. Smartble tilbyder en gratis babypakke. Babypakken indeholder de lækre økologiske bleer fra Eco by Naty. Læs mere og bestil de gratis bleer her, betal kun for fragten.


På et tidspunkt, så skal baby også vaskes. Derfor er det en god ide at investere i et babybadekar evt. med en indsats til det helt små, så det er nemmere, når de skal vaskes. Du får også brug for babybad og milde hudplejeprodukter til baby. Sørg for at have bløde håndklæder til baby, når den kommer op af vandet.

Soveudstyr til baby

Noget som er en vigtig del af indkøbslisten inden baby bliver født, det er en vugge eller tremmeseng. Som førstegangsforældre, så bliver man overrasket over hvor meget baby sover. Derfor er det vigtigt med et godt og trygt sted at sove, som en vugge eller en tremmeseng. Husk at en god madras også er vigtig for optimal søvn. Derudover er en sengerand vigtig, så den lille ikke får en fod i klemme. Husk at købe sengetøj og lagner. Dette gælder både til vugge, barnevogn og lift. Madrasser til vugger og barnevogne er ikke billige, så beskyt den med et lagen, hvor ”væsker” ikke kan trænge igennem. Anskaf jer også en babydyne, det kan være en fordel at have to, så der er en til vuggen og en til barnevognen. Evt. kan det være nødvendigt med et uldtæppe til om vinteren. Skal barnet sove udenfor eller bag en lukket dør til soveværelset, så vil en babyalarm være uundværlig, så derfor er den også på indkøbslisten.

Transport af baby i bil

Noget af det mest uundværlige babyudstyr er nok autostolen. Medmindre du går hjem fra sygehuset, så skal den bruges allerede kort tid efter fødslen. Autostole kan fås i mange modeller. Det nemmeste for jer er at vælge en med ISO FIX, så monteringen bliver så let som mulig. Autostolen skal bare klikkes ned i basen, hvilket er nemt og hurtigt. Husk at tjekke om der er ISO FIX beslag i jeres bil. Ellers skal autostolen monteres med selen. Køber I en brugt autostol, så sørg for at den ikke har været involveret i ulykker, som har beskadiget autostolens funktioner. Husk varmt tøj til den lille nyfødte. Det kan være en køredragt eller kørepose. Når I kører i bil, så er det vigtigt at afskærme for solen, så husk at investere i solskærme til sideruden. Når barnet bliver større, så er legetøj en vigtig del af køreturen, hvilket I nok hurtigt finder ud af.

På tur med baby

Næsten alle forældre i Danmark investere i en barnevogn, så det har I måske allerede snakket om. Det kan være en god idé at have styr på inden den lille kommer til verden. Måske skal I allerede bruge den, når I skal hjem fra sygehuset. Der findes et hav af barnevogne og til mange forskellige priser. I skal vælge den I synes bedst om, og den som budgettet rækker til. Vælger man de kendte mærker, så kommer man hurtigt af med 7000-11000 for selve barnevognen. Derudover kommer barnevognsmadras, dyne, tæpper, regnslag og insektnet. Når barnet bliver et par måneder, så skal der benyttes barnevognssele. Det kan også være en god idé med en kædelås til barnevognen, hvis den ikke skal med ind på caféen. Vil du spare penge, så kan du se på brugte barnevogne. Ofte er der flere tusind kroner at spare, hvilket kan være en stor fordel. Der er jo nok at bruge penge på, når I skal være forældre. Bare husk at barnevognen bliver brugt rigtig meget de første år, så køb en barnevogn I ved der kan bruges i lang tid. I skal måske have flere børn, så vælg en barnevogn der kan holde til mere end et barn. Hos Smartble.dk har vi forskellige tæpper til babyer, som blandt andet kan benyttes i barnevognen – Se udvalget her.


Når barnet er nyfødt og nogle måneder frem, så kan det ikke ligge i barnevognen uden at I har en lift. Barnevognen vil føles for stor for den lille baby og han/hun vil trille rundt. Derfor skal I investere i en lift. Den er også god, når baby skal sove, hvis I er på besøg hos familie og venner. Lifte kan fås i mange modeller og nogle barnevognproducenter har lifte som passer til barnevognen.
Når barnet bliver større, så kan det være en fordel med en klapvogn, når I skal ud at gå. Klapvognen er ofte nemmere at pakke sammen og tage med i bilen, bussen eller toget, hvis dette er aktuelt.

Pusletid på farten

Når I skal ud af huset med den lille, så er det nødvendigt med en god pusletaske. Vælg gerne en stor pusletaske, så der er plads til bleer, stofbleer, sutter, klude og alt andet der skal til for at skifte den lille. Du skal tænke på, at det er et mini puslebord du tager med dig på farten, så der skal være nok plads til alt det forskellige du normalt bruger ved puslebordet.

Tøj til den kommende baby

Det er en god idé at gøre sig tanker omkring tøj til sin kommende baby. Tænk på om det er sommer eller vinter. Baby har ikke brug for det samme varme tøj om sommeren, som hvis det er en vinterbaby. Du får sikkert meget tøj af familie og venner i gave, men det er en god ide lige at købe lidt selv, så man er sikker på man har til de første par dage. Sørg for at du har bodystockings både kort- og langærmede, strømpebukser, sokker, nattøj, bluser, bukser og huer. Er det vinter er det sikkert nødvendigt med flyverdragter, tykkere huer og luffer. Den lille skal jo nødigt fryse. Har man købt lidt tøj til den første tid, så kommer man godt fra start. Mangler man noget de første par dage efter baby er født, så kan en af jer hurtigt smutte ned og hente det i den lokale babytøjbutik.

Gør klar til amningen inden baby bliver født

Der er forskellige ting, som kan være gode at have inden I begynder på amningen. Det kan være godt at anskaffe sig plejende creme, da man kan få sår på brystvorterne- Ammeindlæg og amme-bh’er også rart at anskaffe sig inden baby bliver født. Det samme kan en ammepude være, så er I forberedt og mors arm bliver aflastet fra dag et. Ammepuden fra Layette, bør være på jeres indkøbsliste til baby. Den føles silkeblød, og samtidig er den antiallergisk.
For at beskytte babys tøj mod savl og gylp, så kan det være en rigtig god ide at investere i savlesmække. Køb omkring 10 stk inden baby bliver født, så er I forberedt til starten. Senere skal du nok ud at handle savlesmæke igen, for babyer kan savle utrolig meget.
Vil du eller kan du ikke amme, så skal du have fat i sutteflasker og modermælk-erstatning. Det vil din jordemoder eller sundhedsplejeske helt sikkert lære dig mere omkring.
Måske I også skal købe en enkelt sut, så har I den, hvis det er nødvendigt.

Taske til fødslen

Inden fødslen er det vigtigt at have styr på, hvad der skal med til sygehuset. Dette vil din lokale fødeafdeling nok fortælle jer mere om. Vi har lavet en guide til hvad der er godt at pakke og have styr på inden turen til sygehuset - Se mere her.

Det (måske) uundværlige babyudstyr

Vi håber at vores indkøbsliste af babyudstyr har givet dig overblik over hvad der er vigtigt at have klar inden baby kommer. Måske er det ikke alt på listen du tænker er noget du har brug for, hvilket er helt okay. Hver familie er forskellig og det samme er hvert barn. Måske har du erfaring med noget, der ikke står på listen? Eller også har vi glemt noget? Så er du velkommen til at skrive en kommentar nedenfor og dele med kommende forældre, der skal have styr på babyudstyret.

 

Hvad skal du købe inden baby kommer


Skriv en kommentar

Bemærk venligst kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.